Forudsigelighed af sociale og geospatiale mønstre

Session

Hovedtalere ved Kortdage 2018

Abstract

Under titlen: ”Forudsigelighed af sociale og geospatiale mønstre”, vil Sune Lehmann Jørgensen, DTU Compute, give en hovedtale, fredag morgen ved Kortdage 2018.

Studier af menneskers bevægelsesmønstre er et hovedforskningsområde og han vil ved Kortdage 2018 fortælle om rigdommen af struktur i de geospatiale mønstre fra menneskers spor.

Sune fortæller, at de i 2013 uddelte mobiltelefoner til alle 1000 førsteårsstuderende på DTU. Idéen var at studere deres sociale netværk med spørgsmål som hvem mødes i den virkelige verden, hvem ringer/sms’er, hvem er venner på Facebook, og det hele set, som det udvikler sig minut-for-minut.

I studiet indsamlede de også GPS-data. En af de store overraskelser i studiet var rigdommen af struktur i de geospatielle mønstre fra disse 1000 personer. Derfor er studiet af menneskers bevægelsesmønstre blevet et af Sunes forskningsgruppes hovedforskningsområder.

Målgruppe

Hovedtaler ved Kortdage 2018. Alle deltagere er målgruppen for foredraget.

Yderligere uddybning af abstract

I hovedtalen gennemgår Sune de vigtigste indsigter fra dette studie. Specielt diskuterer han, hvordan deres forskning har afdækket nye lovmæssigheder for menneskers bevægelsesmønstre, og han giver en diskussion af sammenhængen mellem forudsigelighed af sociale og geospatiale mønstre.

Sune er en højt citeret forsker indenfor data science og kunstig intelligens, men deltager også ofte i den offentlige diskussion. For nylig holdt han foredrag for regeringens Disruptionråd og har været oplægsholder på Heartland Festival.