ARE YOU READY Roskildeeee!

Session

Big Data på Roskilde Festival

Resume

Roskilde Festival er i en uge om året Danmarks fjerdestørste by. Planlægning, opbygning og eksekvering kræver nøje planlægning.

For to år siden valgte Roskilde Festival at omlægge deres CAD-baserede system til GIS. Det har åbnet op for helt nye anvendelsesmuligheder af data, lige fra overblik over pinde, der bliver sat i jorden, over realtidssporing af de kunstnere, der transporteres til festivalområdet, til analyse af Big Data om deltagernes bevægelsesmønstre.

I samarbejdet med Roskilde Festival søger vi med smarte GIS-løsninger at gøre festivalen endnu mere sikker, effektiv og bæredygtig. På den måde bliver Roskilde Festival også et laboratorium for Smart City-eksempler.

Præsentationen vil give svar på, hvorfor vi, når det første band spørger: "ARE YOU READY, Roskildeeee?", rækker armene i vejret og svarer: "Yeahhhh!".

Målgruppe

Præsentationen retter sig mod en bred vifte af deltagere med interesse for digital transformation, Smart City og innovation. Det gør heller ikke noget, hvis man er vild med Roskilde Festival.

Abstract

Når de første deltagere løber ind, når den første fadøl langes over disken, når det første band går på scenen, er Roskilde Festival Danmarks fjerdestørste by med mere end 130.000 indbyggere. Forud for selve festivalen er der et omhyggeligt planlægnings- og opbygningsarbejde. Det skal besluttes hvor, der skal være teltpladser, boder, hegn, scener, toiletter og meget mere. Der skal holdes styr på hvor, der er ledninger i jorden, og der skal bevares overblik over hvor meget materiale, der skal bruges, hvor og hvornår.

I både planlægning, etablering og eksekvering af Roskilde Festival spiller GIS en central rolle. Når der sættes pinde i jorden foregår det ved hjælp af en mobil GIS-applikation, hvor fremdriften registreres, og informationen fødes ind i et centralt dashboard. Ved opbygning af standpladserne til festivalens mange boder og til produktion af kort til internt og eksternt brug, benyttes ligeledes GIS. Endelig bruges GIS også til Big Data-analyse, når 66 mio. unikke punkter, der er opsamlet via deltagernes mobiltelefoner, omsættes til indsigt i hvor, hvornår og hvor længe, gæsterne opholder sig i et område fx foran en given scene, madbod eller kunstinstallation.

I mange år benyttede Roskilde Festival CAD til al registrering og kortproduktion. I erkendelse af den begrænsede fleksibilitet i denne tilgang, traf man for to år siden en strategisk beslutning om at omlægge alle data til GIS. Det giver helt nye muligheder for kortproduktion, analyse, realtidssporing, 3D visualisering og deling af information. Gennem de sidste to år har vi udviklet nye anvendelser af GIS med den målsætning at gøre festivalen endnu mere sikker, effektiv og bæredygtig. På den måde bliver Roskilde Festival også en mulighed for at afprøve og demonstrere hvilken rolle, GIS og geodata spiller i udviklingen af Smart City.

I præsentationen vil der blive sat fokus på den rejse, som Roskilde Festival har været på siden, man valgte at gå GIS-vejen. Udfordringer og nytteværdi vil blive diskuteret, og det hele vil blive krydret med konkrete eksempler på opgaver, der løses ved brug af både desktop, online og mobile applikationer. Når der er sat strøm til lydanlægget og det første band spørger: ”ARE YOU READY, Roskildeeee?” Så kan vi, med GIS som støtte, række armene i vejret og råbe: ”Yeahhhh!”

ARE YOU READY Roskildeeee!
Jan Juul Jensen
Geoinfo